Forældreguide
ÅBNINGSTIDER
Muslingerne har følgende åbningstid:
Mandag-torsdag 7.15-15.30
Fredag: 7.15-15.00
Kl 9.00 starter vi Muslingernes dag. Jeg sætter stor pris på at alle børn er afleveret inden kl 9.00. med mindre vi har aftalt andet.
DAGLIGDAGEN
Hos os er dagene opbygget om en ens fast struktur. Børn udvikler sig bedst i et tydeligt voksent ledet miljø med masser af nærvær, faste og trygge rammer.
Morgen, kl. 7.15 – 9.00:
Godmorgen og velkommen. Vi starter dagen stille ud og får sendt forældrene godt afsted til deres dag.
Sang og frugt, kl. 9.00:
Vi åbner sangkufferten og ser hvad der gemmer sig. Hver uge sker der spændende ting i vores sangkuffert, har der mon sneget sig noget nyt ind eller møder vi en gammel kending? Vi følger årstidernes skiften og snakker om alt fra forårets spirer til efterårets faldende blade, insekter, vejret og meget andet som børnene er nysgerrige på.
Formiddag, kl. 9.30-11.00:
Langt de fleste dage er det nu tid til at komme udenfor og nyde den dejlige natur vi er omgivet af både til fods og i klapvogn. Enkelte dage bliver vi inde og laver krea.
Frokost kl 11.00:
Så samles vi om bordet til en hyggelig frokost, hovedsageligt økologiske og/eller danske råvarer. Til frokost er vi nysgerrige på vores sanser. Vi øver os i selv at øse op og lærer bestikket at kende. Farver, smage, årstid mm kan være tema når vi spiser. Hvor kommer smørret fra?
Sovetid, kl. 11.30 – 12.30:
Efter frokost er børnene ved at være trætte. Børn under 2 år sover i barnevogne mens de store (over 2 år) sover på madrasser i stuen i en sovepose eller barnevogn såfremt forældrene skriftligt giver tilladelse hertil. Alle børn bliver puttet nogle sover og andre holder en stille pause, efter behov.
Eftermiddagsmad, fra kl. ca 14.00:
I takt med at børnene vågner tilbydes de eftermiddagsmad fx rugbrød m. smør og kogte gulerødder og/eller lidt frugt.
Tak for i dag, kl. 15.30 (fredag kl 15.00)
INDGANG – SKIFTETØJ – OVERTØJ – NAVN I
Indgang:
Indgangen til Muslingerne er over vores gårdsplads og gennem vores hoveddør på Dronningmølle Stationsvej 46. Indenfor døren har barnet en kurv og plads til overtøj, fodtøj og skiftetøj.
Når dagplejen ikke er på tur er hoveddøren låst med nøgle i øverste sikkerhedslås både udefra og indefra. Nøglerne skal blive siddende i låsene og skal låses igen efter brug. Huset er aflåst når vi er på tur, eller i haven.
Forældrene skal sætte deres sko i entreen.
Dette skal altid være at finde i jeres barns garderobe:
- Skiftetøj (2 hele sæt)
- Overtøj og fodtøj, som passer til årstiden (tøjliste findes under praktisk information -garderobe her på hjemmesiden)
- Sutsko
- Sut, sovedyr, klud (hvis dette bruges)
Hver fredag skal dit barns ting i garderoben med hjem – dog må skiftetøjet gerne blive. I alle ferier tømmes garderoben helt – også for skiftetøj.
Skiftetøj:
I barnets kurv skal der ligge en pose med to fulde sæt skiftetøj. Får I noget vådt med hjem så husk at fylde op den følgende dag.
Overtøj:
Årstiderne skifter og det gør garderoben også. Sørg for at jeres barns overtøj og sko svarende til årstidernes forskellige vejr, så vi kan komme ud og afsted.
Navn i tøj og ting:
Sørg for navn i alle jeres ting. Det kan gøres på mange måder. Her er to nemme løsningsforslag.
www.navnelapper.dk og sutter med navn hos www.navnesutten.dk.
GODDAG & FARVEL
Faste rammer ved aflevering skaber tryghed for barnet. Mærk dig selv og hjælp dit nervesystem i ro, det vil smitte af på dit barn. Brug tiden i garderoben til nus og kram og kom ind til mig når I er klar til at sige farvel. Når barnet er i mine trygge arme er det vigtigt at I kommer hurtigt ud ad døren så jeg kan trøste jeres skønne barn, hvis det er en lidt svær dag. En god aflevering varer ca. 5-10 min. Korte beskeder om morgenens gang er dejlige at have med for jeres barn og for mig. Længere beskeder er der altid plads til om eftermiddagen og ellers finder vi en dag til en længere snak.
I er altid velkomne til at skrive en besked hvis morgenen har været svær eller ved behov, og jeg ringer også til jer hvis nødvendigt.
Det er dejligt at se sit barn lege i samspil med andre børn. I er altid velkomne til at sætte jer en stund og se med. Der er altid tid til en kort snak om barnets dag. Når det er tid til at gå hjem er det vigtigt at I er tydelige og siger ”Nu skal vi hjem” og så går hjem.
GENSIDIG DIALOG
Gensidig dialog er vigtigt for barnets trivsel. Sker der noget særligt i jeres eller jeres barns liv eller har barnet haft en dårlig nat/morgen/weekend, så giv mig besked, så jeg kan tage hensyn til dette.
Når I henter om eftermiddagen så sørg for at komme lidt før lukketid, så vi kan tage en kort snak om barnets dag. Har I spørgsmål, eller brug for en længere snak, så sig endelig til, så finder vi tiden til det. Hos Muslingerne afholder jeg løbende samtaler med jer: Efter tre måneder og herefter ca. en gang om året og efter behov. Samtalerne lægges i forlængelse af vores åbningstid og varer ca 15min-30min.
HJEMMESIDE – DAGBOG
Hjemmeside:
https://mus-lingerne.dk/
Dagbog:
Der skrives dagbog jævnligt med billeder.
LEGETØJ HJEMMEFRA
Legetøj hjemmefra skal blive hjemme. Det kan være rigtig svært for børnene at dele deres yndlingsting med vennerne. Hos Muslingerne har vi masser af legetøj.
SUT
Sutten bruges hovedsageligt ved sovetid, eller ved behov fx ved aflevering. Børn har brug for en fri mund for at kunne udvikle deres mundmotorik og dermed deres sprog. Sutten kan derudover være til gene i leg ved fald og kan forårsage skader på tænderne. Sutten kan virke som en afskærmning og børnene deltager bedre i fællesskabet uden sut. Sutterne ’sover’ i barnets kurv i garderoben når de ikke er i brug. Sutter med navn foretrækkes.
SOVETID
Jeg stiller barnevogne, sengetøj og seler til rådighed hos Muslingerne. Såfremt I ønsker at jeres barn sover i egen vogn står I selv for udstyr og sikkerhed.
Når barnet fylder 2 år skal der enten en forældregodkendelse til fortsat at sove i barnevogn. Det er en individuel vurdering mellem forældre og mig som børnepasser. Øvrige børn over 2 år sover på en madras i stuen.
Alle børn hviler hver dag:
Når børnene nærmer sig børnehavealderen kan deres behov for at sove lur blive mindre. Hos mig hviler alle børn hver dag. Både børnene og jeg har brug for en rolig stund midt på dagen og derudover er der brug for ro, så de børn der stadig sover kan falde i søvn. Alle børn får lov til at sove, hvis de falder i søvn.
BLEER
Jeg har alt det nødvendige til bleskift. Hvis børnene har behov for specielle bleer, cremer eller andet skal I selv levere dem.
SOLCREME
Jeg smører børnene med parfumefri solcreme (faktor 30) efter middagsluren i sommerhalvåret på solrige dage. I skal selv smøre barnet ind i solcreme om morgenen. Ønskes en anden solcreme skal denne selv medbringes.
SYGDOM
Jeg følger sundhedsstyrelsens anbefalinger for børn i daginstitution. Barnet modtages ikke, hvis det er sygt, utilpas eller ikke kan følge dagens aktiviteter. I skal give mig besked, hvis barnet ikke kommer. Hvis barnet ringes hjem pga. sygdom, skal I hente barnet så hurtigt som muligt.
Jeg modtager ikke børn, der har behov for smertedækning eller anden medicin i pasningstiden. Jeg modtager heller ikke børn som samme dag er blevet vaccineret.
Feber: Barnet skal være feberfrit i minimum 24 timer, før det afleveres igen.
Opkast og/eller diarré: Barnets skal holdes hjemme, indtil det har været symptomfri i mindst 24 timer.
Øjenbetændelse: Barnet må komme i pasning, når det er i behandling for øjenbetændelse.
FERIE – FRIDAG
Holder I fri eller ferie ud over ferieplanen så giv mig besked herom – gerne i god tid så jeg kan tage højde for indkøb mm.
FØDSELSDAG
Vi fejrer barnet fødselsdag med fødselsdagshygge, fødselsdagssang samt det I vælger at medbringe. Jeg anbefaler at I vælger et sundt alternativ som fx boller, pølsehorn, frugt eller tørret frugt, da søde sager hurtigt dækker for stor en del af børnenes daglige energibehov.
1 års fødselsdag
Her anbefaler jeg, at fødselsdagen holdes hos Muslingerne til eftermiddagsfrugten kl. 14. I som forældre eller bedsteforældre er meget velkomne til at deltage i fejringen.
2 års og 3 års Hvis I bor tæt på os, ved bussen eller banen i nærområdet, og har lyst til besøg, så kommer vi gerne en tur forbi. Som 2-3årig vil barnet gerne vise sine venner sin familie, ting og hus.
SUKKER
Hos Muslingerne har jeg fokus på et stærkt begrænset sukkerindtag hos børnene. En is eller et glas saft på en varm sommerdag, ting som koldskål/syltetøj og sukker til tilsmagning af maden.
Til højtider som jul, påske og fastelavn, kan der tilbydes en lille ting som læner sig op af traditionen fx en pebernød.
KVITTERINGER
I Gribskov kommune udbetales tilskuddet til jeres plads hos Muslingerne månedsvis forud, den sidste hverdag i måneden. Hver måned skal I sende en kvittering for betaling af pladsen til kommunen senest den 4. i hver måned. I får nærmere info herom. Hold jer opdateret, hvis der sker ændringer i kommunens procedure.
BØRNEHAVE
Jeg anbefaler, at I allerede nu skriver jeres barn på venteliste til den børnehave, som I ønsker – og også et par stykker som plan b. I kan evt. besøge forskellige børnehaver, inden I skriver jeres barn op. Tag ud og mærk stemningen i de forskellige børnehaver.